IGNIgnatius af Loyola (1491 – 1556) blev født som yngste barn i en adelig familie i Baskerlandet, Spanien. Hans mor dør kort efter, og han bliver opfostret hos en amme, grovsmedens kone. Da han er 7, gifter den ældste søn i familien sig, og Ignatius kommer tilbage til slottet efter svigerindens ønske. Han opdrages i katolsk-kristen tro og tradition. Som 15 årig kommer han til kongens skatmester som page og bliver interesseret i at blive en ridder, der tjener store Herrer. I 1521 leder han en afdeling krigere, der forsvarer byen Pamplona mod franske tropper. Slaget tabes, og Ignatius bliver alvorligt såret af en kugle, der splintrer hans højre ben. Franskmændene plejer ham kort tid og bringer ham tilbage til det hjemlige slot i Loyola. Han har et langt sygeleje, hvor benet må brydes igen for at vokse mere lige sammen.

 

Han ønsker at læse ridderromaner, men det findes ikke på slottet. Så dagdrømmer han sig til sådanne historier. Som læsestof giver man ham helgenlegender (bl. a. om Frans af Assisi og Dominicus). Han bliver imponeret af deres gerninger og vil efterligne dem, og gerne gøre lige så store ting, om ikke større. Ignatius læser også ”Vita Christi” af Ludolph af Sachsen.

 

Her gør Ignatius den erfaring, at læsningen om Kristus og helgeners liv efterlader ham begejstret og med stor lyst til at tjene Kristus, medens dagdrømmene om ridderlivet efterlader ham med fade, flade følelser og i mismod. Hans ønske om at tjene Kristus vokser, og han begiver sig i februar 1522 på vej til Montserratklostret. Der vil han starte et nyt liv og aflægger et livs-skriftemål. Den efterfølgende tid lever han i byen Manresa som tigger i bøn og bod. Han får også dybe erkendelser om Kristus og livet med Kristus. Mens han selv gør erfaringer med overdrivelse af bodsøvelser og faste – så hans helbred skades – erkender han, hvad der er gavnligt og til Guds ære, og hvad der er vildfarelse. Ignatius er samtidig en ivrig forkynder af Guds kærlige omsorg for hvert menneske og prøver på, at få folk til at tage imod denne kærlighed og svare på den.

 

Dem, der lytter, men ikke vil andet end bare at ”undgå helvede”, lærer han at holde budene. Dem, der lader sig drage af Kristi kærlighed, fører han til et liv med Kristus og som Kristi sendebud.

 

Øvelser – for at lytte til Gud

 

Ignatius lyttede til, hvad der sker i mennesket, for at føre det videre på den vej, Gud går med ham/hende. Dertil har han skabt det forløb, som kaldes ”ignatianske exercitier” eller ”Ignatius åndelige øvelser”, et forløb i 4 afsnit over ca. 30 dage. Den, der gør øvelserne, trækker sig tilbage fra hverdagens gøremål for i stilhed og bøn at lytte til Gud. Ignatius opfordrer til at fordybe sig i Guds ord 4 –5 gange om dagen (1 times meditation), og en gang om dagen at tale med den, der ledsager den øvende. De fire afsnit har følgende indhold:

 

  1. I bevidstheden af, at være elsket af Gud, erkende sig som synder, tilgivet synder
  2. Vælge at følge Kristus, og lade sig forme af hans kærlighed til Faderen og menneskene
  3. Følge Jesus på hans lidelsesvej, medfølende og i taknemlighed
  4. At møde den opstandne Kristus, og at lade sig sende ud, at forkynde evangeliet i ord og gerning

Da Ignatius jo er lægmand og ikke teolog, kommer han flere gange under mistanke for at være en selvbestaltet forkynder (”illuminados”).

Han vælger at studere teologi og siden at blive ordineret til præst.

 

Ignatius samler en del unge mænd omkring sig, der lige som han, vil tjene Kristus og hjælpe mennesker til at leve et kristent liv. I 1539 grundlægges ordenen Societas Jesu (Jesu Selskab), som arbejder til Guds ære og for sjælenes (menneskenes) frelse. Det er ikke en munkeorden i klassisk forstand, men en sammenslutning af mænd, der lever for at forkynde den kristne tro og hjælpe mennesker til at åbne sig så meget som muligt for Guds kærlighed – for at modtage den – og at give den videre. I Danmark arbejder jesuitterne i Aarhus hvor  de tjener menigheden og i København hvor ordenen driver et gymnasium og betjener flere grupper knyttet til jesuitternes kirke.

 

Hvad er det, der så spændende hos Ignatius?

 

Ignatius er overbevist om hvert enkelt menneskes enestående værdi og betydning, og om at Gud går en unik vej med hver af os. Derfor har han ikke en generel plan for menneskers liv med Gud, men vil hjælpe hvert menneske til at lytte til Gud, til Helligånden, der kommunikerer med os hver især. Men det er ikke kun Guds stemme, der taler til os – der er også mange andre, og så er det vigtigt at kunne skelne, hvor impulserne kommer fra. Svaret på dette spørgsmål ligger også i den enkelte selv. Bøn om Guds vejledning af os gennem livet er en vigtig del. At ”tænke højt” foran et andet menneske giver os en dybere forståelse af os selv. ”Blinde pletter” har brug for at blive suppleret med andre øjne. ”Fælder” som vi kan snuble i, blive fanget i, opdages lettere af et medmenneske end af en selv, (og er den afsløret, er man ikke i tvivl om, at det var en fælde). Ignatius’ egen, meget konsekvente vej med Gud, og hans iver for at lede mennesker til Gud, til venskab med Kristus, er inspiration til selv at vælge Kristus til Herre i sit liv.