SØNDAGS EVANGELIUM OG REFLEKSION

Evangelium Joh 1,35-42

På den tid stod Johannes på den anden side af Jordan med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: “Se, dér er Guds lam.”

De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: “Hvad vil I?” De svarede: “Rabbi, hvor bor du?” – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: “Kom og se!” De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.

Først møder han sin bror Simon og siger til ham: “Vi har mødt Messias” – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: “Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas” – det er det samme som Peter.


I den oprindelige græske tekst lyder Jesu spørgsmål i dagens evangelium lidt anderledes end i vores danske oversættelse. Jesus spørger Johannes’ disciple: “Hvad leder i efter? Hvad søger I?” Jesu spørgsmål peger på deres søgen og deres længsel. Gud bruger tit vores længsler til at kommunikere med os. Derfor er det så vigtigt at stille det samme spørgsmål til os selv! Hvad søger jeg efter? Hvad er min længsel ? Gud møder os altid i vore  længsler. Han ser aldrig bort fra dem! Det er midt i vores søgen og vores forventninger at vi kan møde Ham! Ligesom Simeon og Annas længsel for dem blev et sted hvor de kunne møde den lille nyfødte Messias. Jesu svar på Hans kommende disciplenes spørgsmål er også godt  at meditere over. Det er ikke kun en forklaring som Jesus giver. Han inviterer Andreas og den anden discipel til at komme og se sit hjem. Mødet med Jesus er aldrig bare et stykke viden om Ham, en forklaring om hvem Han er. Et møde med Jesus er også altid  en indbydelse til sætte sig i bevægelse. Nå vi ser tilbage på julefortællingerne, som vi har hørt for ikke så længe siden, kan vi se at alle som mødte den nyfødte Kristus blev sat i bevægelse. Jomfru Maria og Josef var undervejs da Jesus kom til verden. Hyrderne og de vise mænd skulle også af sted for at møde Ham. Simeon og Anna kom til templet for at hilse på den lille Jesus.
Kom og se! Et møde med Jesus er altid en invitation til at flytte sig. Til at forlade det kendte og sikre og gå ud. Det som er kendetegnende for et møde med ham er kaldet. Når vi mødes af andre idoler, afguder, med ting og virkeligheder som vi selv gør til vores gud eller som verden foreslår os som guder bliver vi aldrig kaldet! De har øjne men ser ikke, ører men hører ikke, tunger men ikke siger noget! Og kan derfor ikke kalde os. Det er kun i mødet med den levende Gud at “risikoen” for at bliver kaldet ligger. Hvad fører Jesu invitation os til? Det fortæller det sidste vers fra dagens evangelium om. Jesus siger til Peter: “du skal kaldes Kefas – det er det samme som Peter (en klippe).” Jesu indbydelse fører os altid først og fremmest til erkendelsen af hvem vi er. Han giver os vores navn som i den bibelske verden betyder vores dybe identitet. Men Peters navn bærer allerede noget mere. Det er på ham som klippen at Vorherre gerne vil bygge sin kirke. Peters navn er samtidig en mission. Alle vi som er døbt, blev ved dåben kaldet ved navnet til at være Jesu disciple. Men dette kald indebærer også en mission som hver af os må udføre. En mission som tager udgangspunkt i alle de nådegaver som Gud har lagt i os og bekræfter når vi bliver døbt. Lad os denne søndag meditere over det kald Gud har givet dig og mig. Det handler om de store livskald som ægteskab, præsteskabet eller andre livsvalg. Men det drejer sig også om alle mindre kald inden for livskaldet.
Hvad kalder Gud mig til i dag? Hvilken bevægelse vil Han sætte mig ind i i dag?
Hvor bør jeg flytte mig fra? Hvor bør jeg flytte mig hen? Til Simon kom Jesu kald gennem hans bror. Sådan virker Jesus også i dag når han kalder os i kirken – fælleskabet af vores brødre og søstre. For en kristen er kaldet altid både en personlig og et kirkeligt anliggende. Vi er altid kaldet i fælleskabet og for fælleskabet. Kirken hjælper os at genkende og skelne mellem de falske stemmer, som nogle gange kan virke forvirrende. Den hjælper os at se hvornår vi følger vores egne ideer og projekter i stedet for Herrens røst. At være for hinanden lige som Andreas var for sin bror er også en af vores vigtige kristne opgaver. At hjælpe hinanden med at lytte til hvad Guds ord kalder os til. Ikke for at lade andre følge vores planer og ideer men for at sammen åbne sig for Guds vilje. Hvor meget hjælper jeg mine medkristne til at lytte til Guds ord? Skaber jeg rum hvor jeg sammen med dem jeg kender, i stilhed kan meditere over det som Vorherre vil sige til os? Denne dag siger Jesus også til dig og mig: Kom og se. Tør du tage af sted?
p.K.sj