SØNDAGENS EVANGELIUM OG REFLEKSION

Image result for bible

33 Almindelig søndag – De fattiges dag

Evangelium Matt 25,14-30

Jesus fortalte sine disciple følgende lignelse:
“Med Himmeriget er det som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.”

BUDSKAB FRA DEN HELLIGE FADER FRANS

DEN FØRSTE VERDENSDAG FOR DE FATTIGE

33. almindelige søndag, 19. november 2017

”Lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed”

1. ”Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed” (1 Joh 3,18). Disse ord fra apostlen Johannes udtrykker et imperativ som ingen kristne kan se bort fra. Med stor alvor videreformidler ”disciplen som Jesus elskede” sin formaning helt frem til vore dage, og dens alvor fremhæves af modsætningen mellem de tomme ord, vi ofte tager i vor mund, og de konkrete gerninger, som vi er kaldede til at måle os med. Kærligheden har intet alibi. Når vi sætter os for at elske således som Jesus elskede, må vi bruge Vorherre som vort eksempel; især når det gælder om at elske de fattige. Guds søns måde at elske på er velkendt, og Johannes minder os om det med klare ord. Den står på to søjler: Gud elskede os først (jf. 1 Joh 4,10;19), og han elskede os så meget, at han gav sit liv for os (jf. 1 Joh 3,19).

En sådan kærlighed må ikke forblive ubesvaret. Selv om den er envejs og ikke kræver noget til gengæld, sætter den alligevel hjertet i brand, så alle, der erfarer den, ønsker at besvare den trods deres begrænsninger og synder. Og det kan kun ske hvis vi ubetinget tager imod Guds nåde og hans barmhjertige kærlighed i vores hjerte, så vi med vilje og følelser drages mod at elske Gud og vor næste. På den måde kan barmhjertigheden, som vælder frem af Treenighedens hjerte, forme vort liv, skabe medlidenhed og barmhjertige gerninger til gavn for vore mest trængende brødre og søstre.

2. ”Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham” (Sl 34,7). Kirken har altid forstået betydningen af dette råb. Det har vi et vigtigt vidnesbyrd om på de første sider af Apostlenes Gerninger, hvor Peter beder om at syv mænd ”fyldt af Ånd og visdom” må blive udvalgt til tjenesten for de fattige (ApG 6,3). De første menigheder forstod, at et liv som Jesu disciple kom til udtryk i broderskab og solidaritet, og i lydighed mod Mesterens forkyndelse om, at de fattige er salige og arvinger til himmeriget (jf. Matt 5,3).

”De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov” (ApG 2,45). Dette udtrykker tydeligt hvad de første kristne var meget optaget af. Evangelisten Lukas, som mere end nogen anden skriver om barmhjertighed, overdriver ikke når han beskriver hvordan uddelingen foregik i de første kristne menigheder. Hans ord henvender sig til de troende af alle tider og derfor også til os, for at støtte os i vores vidnesbyrd og vores omsorg for de mest trængende. Det samme budskab fremføres af apostlen Jakob, der skriver indtrængende i sit brev: ”Hør, mine kære brødre, har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham? Men I ringeagter de fattige. Er det ikke de rige, der undertrykker jer og slæber jer for domstolene? […] Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan denne tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: ’Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt’, men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død” (Jak 2,5-6.14-17).

3. Der har været tidspunkter hvor de kristne har overhørt denne opfordring og i stedet har ladet sig smitte af en verdslig mentalitet. Men Helligånden holder ikke op med at minde os om at rette blikket mod det væsentlige. Han har opvakt mænd og kvinder, der – på forskellige måder – har viet deres liv til tjeneste for de fattige. Hvor stor en del af sidste to tusinde års historie er ikke skrevet af kristne, der i ydmyghed og med næstekærlighedens kreative fantasi har tjent deres fattigste brødre og søstre!

Det mest slående eksempel er den hellige Frans af Assisi, hvis liv har inspireret mange hellige mænd og kvinder gennem århundrede. Han nøjedes ikke med at omfavne spedalske og give dem almisse, men valgte at tage til Gubbio for at være sammen med dem. Han betragtede dette møde som vendepunktet i hans omvendelse: ”Da jeg var i synd, forekom det mig alt for smerteligt at kigge på spedalske, men Herren selv førte mig til dem og jeg viste dem barmhjertighed. Da jeg igen forlod dem blev det, der tidligere var smerteligt, nu en sødme i sjæl og legeme” (Testamente 1-3). Frans’ vidnesbyrd viser næstekærlighedens og den kristne livsstils forvandlende kraft.

Lad os ikke kun tænke på de fattige som modtagere af vor sporadiske indsats eller vilkårlige gode gerninger for at tækkes vor samvittighed. Uanset hvor gode og nyttige disse gerninger er for at øge vores opmærksomhed for menneskers behov og de uretfærdigheder, som ofte forårsager dem, bør disse gerninger føre til et ægte møde med de fattige og gør det, at dele, til en livsstil. Det er netop i næstekærligheden, som udtrykker sig ved at vi deler, at vi får afprøvet om vore bønner, vort discipelskab og vor omvendelse virkelig er evangelisk. En sådan livsstil resulterer i glæde og sjælefred, fordi vi med vore egne hænder berørerKristi legeme. Hvis vi virkelig ønsker at møde Kristus, må vi berøre hans legeme i de fattiges sårede legemer – som et svar på den sakramentale kommunion, vi modtager i Eukaristien. Når vi lever i gensidig næstekærlighed vil Kristi legeme, brudt i eukaristien, vise sig i vore mest sårbare brødres og søstres ansigt. Den hellige biskop Chrysostomos’ formaning er fortsat aktuel: ”Vil du ære Kristi legeme, så må du ikke forsmå det, når det er nøgen; ær ikke den eukaristiske Kristus iført liturgiske klæder af silke, mens du forsømmer den anden Kristus, som står udenfor frysende og nøgen” (Prædikener over Matthæusevangeliet, 50, 3: PG58).

Vi er derfor kaldede til at nærme os de fattige, møde dem og deres blikke, omfavne dem og lade dem føle kærlighedens varme, for at bryde ensomhedens onde cirkel. Deres udstrakte hånd er også en opfordring til os om at træde ud af vores egen sikkerheds- og komfortzone, og at anerkende fattigdommens sande værdi.

4. Lad os aldrig glemme, at for Kristi disciple er fattigdom først og fremmest et kald til at efterfølge Kristus i hans egen fattigdom. Det vil sige, at vandre i hans fodspor og sammen med ham; en vandring, som fører til Himmeriget (jf. Matt 5,3; Luk 6,20). Fattigdom er at have et ydmygt hjerte, der accepterer vore menneskelige begrænsninger og syndighed, og derved overvinde fristelsen til at føle os almægtige og udødelige. Fattigdom er en indre holdning, der ikke se penge, karriere og luksus som livets mål og en forudsætning for lykke. På trods af vore begrænsninger muliggør fattigdommen, at vi frit kan påtage os et personligt og socialt ansvar i tillid til Guds tilstedeværelse og Hans nåde. På den måde bliver fattigdom en målestok hvormed vi kan vurdere hvordan materielle goder bedst udnyttes og hvordan vi kan opbygge relationer, som hverken er selviske eller besiddende (jf. Den katolske Kirkes Katekismus, 25-45).

Lad os derfor bruge den hellige Frans og hans vidnesbyrd om ægte fattigdom som vort eksempel. Netop fordi han havde blikket fast rettet mod Kristus, kunne Frans se og tjene ham i de fattige. Så hvis vi ønsker at være med til at ændre historiens gang og muliggøre ægte udvikling, er vi nødt til at lytte til de fattiges råb og forpligte os selv til at gøre en ende på deres marginalisering. Samtidig beder jeg de fattige i vore byer og fællesskaber om aldrig at glemme fornemmelsen for evangelisk fattigdom, en del af deres hverdag.

5. Selv om vi har svært ved at se fattigdommen for hvad den er, udfordrer den os dagligt på mange måder. Vi ser den i ansigtet på de lidende, de marginaliserede og dem, som er udsat for magtovergreb, vold, tortur og fængsel, krig, er berøvet deres frihed, har mistet deres menneskelige værdighed, er ofre for uvidenhed og analfabetisme, sundhedsproblemer og arbejdsløshed, menneskehandel og slaveri, landflygtighed, hungersnød og tvungen migration. Fattigdommens ansigt er de kvinder, mænd og børn, der udnyttes af skruppelløse interesser eller nedtrampes af magtens og pengenes perverse logik. Til den grusomme og uendelige liste hører også den fattigdom, som skyldes social uretfærdighed, moralsk fordærv, en minoritets grådighed samt folks generelle ligegyldighed!

I vore dage er det desværre sådan, at mens fattigdommen vokser skandaløst i store dele af samfundene overalt hele verden, praler nogle få privilegerede med deres rigdom – en rigdom, der ofte bygger på kriminelle aktiviteter og en rystende foragt for andre menneskers værd. Vi må ikke forblive passive og opgivende, når vi konfronteres med denne udvikling. Der findes en fattigdom, som slukker virkelysten hos mange unge og forhindrer dem i at finde arbejde. Der findes en fattigdom, som dulmer den personlige ansvarsfølelse og overlader det til andre at gøre arbejdet, mens man selv nyder fordelene. Der findes en fattigdom, som forgifter deltagelsens brønd og kun levner lidt plads til professionalismen, og således fordømmer fordelene hos dem, der arbejder og er produktive. Vi må besvare alle disse former for fattigdom med en ny vision om livet og samfundet.

Alle de fattige – således som salige Paul VI elskede at udtrykke det – tilhører Kirken af ”evangelisk ret” (Tale ved åbningen af 2. Vatikankoncils anden session, 29. september 1963) og kræver af os en grundlæggende option på deres vegne. Velsignet er derfor de hænder, der omfavner de fattige og hjælper dem, for disse hænder bringer håb. Velsignede er de hænder, der rækker ud over kulturelle, religiøse og nationale skel og udgyder trøstens balsam over menneskehedens sår. Velsignede er de åbne hænder, der ikke beder om noget til gengæld, uden et ”hvis”, ”men” og ”måske”: Disse hænder nedkalder Guds velsignelse over deres brødre og søstre.

6. Ved afslutningen på Barmhjertighedens År ønskede jeg at tilbyde Kirken en Verdensdagen for de Fattige, så de kristne menigheder verden over kan blive et stadig mere synligt tegn på Kristi kærlighed overfor de mindste og mest trængende. Jeg har ønsket at tilføje denne dag til de verdensdage, mine forgængere har indstiftet og som allerede er blevet en fast tradition i menighedernes liv. Denne dag tilføjer en særlig evangelisk dimension, nemlig Jesu forkærlighed for de fattige.

Jeg inviterer derfor hele Kirken og alle mennesker af god vilje til på denne dag at kaste deres blikke på dem, der rækker deres hænder frem og beder om vor hjælp og solidaritet. De er vore brødre og søstre, skabt og elsket af den ene Himmelske Fader. Denne verdensdag er tænkt til især at opmuntre de troende til at sætte en mødets kultur i stedet for en brug-og-smid-væk-mentalitet. Alle, uanset religiøst tilhørsforhold, opfordres til at åbne sig overfor de fattige og dele med dem som et synligt tegn på solidaritet og broderlighed. Gud skabte himmel og jorden for alle; desværre har visse mennesker bygget barrierer, mure og hegn, og dermed forrådt den oprindelige gave, som var tiltænkt alle mennesker uden forbehold.

7. Det er mit ønske, at menighederne på Verdensdagen for de fattige, i år den 19. november, vil yde en konkret indsats for at skabe tidspunkter af møde og venskab, solidaritet og konkret hjælp. Denne søndag kan man invitere fattige og frivillige til at tage del i den eukaristiske fejring, så fejringen af Jesus Kristus, universets Konge den efterfølgende søndag kan blive endnu mere autentisk. Kristi kongedømme viser sig tydeligst på Golgata, da Den uskyldige, naglet til korset, fattig, nøgen og blottet for alt, legemliggør og åbenbarer Guds kærligheds fylde. Jesu totale overgivelse til Faderen udtrykker hans fulde fattigdom og afslører Kærlighedens kraft, der oprejser ham til nyt liv påskedag.

Hvis der er fattige i vores nabolag, der søger beskyttelse og hjælp, så lad os denne søndag nærme os dem: det vil være en god anledning til at møde den Gud, vi søger. Lad os tage imod dem som æresgæster ved vort bord, således som Skriften lærer os (jf. 1 Mos 18-3-5; Hebr 13,2); de kan lære os at leve vor tro mere konsekvent. Med deres tillid og parathed til at lade sig hjælpe viser de os på en stille og tit glad måde, hvor vigtigt det er bare at leve og overgive sig til Faderens forsyn.

8. Må alle de mange konkrete tiltag, som bliver udført denne dag, altid være ledsaget af bøn. Lad os ikke glemme, at Fadervor er den fattiges bøn. At bede om det daglige brød udtrykker vores tillid til at Gud vil dække vores grundlæggende fornødenheder. Alt, hvad Jesus lærer os i denne bøn, udtrykker og sammenføjer råbene hos dem, der lider under livets omskiftelighed og manglen på de mest basale ting. Da disciplene bad Jesus om at lære dem at bede, svarede han med de ord, hvormed fattige henvender sig til Vorherre, i hvem alle ser sig selv som brødre og søstre. Fadervor er en bøn i flertalsform: Det brød, vi beder om, er ”vores” og det medfører at dele, at deltage og et fælles ansvar. I denne bøn erkender vi alle nødvendigheden af, at vi må overvinde enhver form for egoisme for at kunne glædes over den gensidige accept.

9. Jeg beder mine medbrødre, biskopperne, og alle præster og diakoner, som gennem deres kald har til opgave at støtte de fattige, og sammen med alle gudviede personer og alle foreninger, bevægelser og frivillige overalt, at hjælpe med at gøre denne Verdensdagen for de Fattige til en tradition, der på en synlig og konkret måde medvirker til evangeliseringen i dag.

Må denne nye verdensdag derfor blive en stærk påmindelse til vores samvittighed som troende; må vi blive stadig mere overbevist om, at dét, at dele med de fattige, hjælper os til at forstå Evangeliets dybeste sandhed. De fattige er ikke et problem: de er en ressource, vi kan øse af, når vi forsøger at tage imod og efterleve kernen i Evangeliet.

Vatikanet den 13. juni 2017,
på festdagen for den hellige Antonius af Padova

FRANS